Herregårdsmuseet
English

Aktuelt på museet

 

Prinsessen kom tilbage til herregården

Sidste uge var nervepirrende for Gammel Estrup – Herregårdsmuseet, da et maleri af Jens Juel forestillende prinsesse Louise Augusta dukkede op på auktion. Maleriet har hængt på Gammel Estrup mens herregården endnu var beboet af den gamle Scheel slægt, og Herregårdsmuseet var derfor meget interesseret i, at maleriet kunne indgå i samlingen.

Maleriet har endnu det stamhusmærke på bagsiden, der med al sikkerhed fortæller, at det har tilhørt stamhuset Gammel Estrup, og med den proveniens måtte maleriet tilbage på herregården. Det blev muligt takket være et meget hurtigt tilsagn om støtte til indkøb af billedet fra Inge og Asker Larsens Fond, og med dette generøse tilbud, var der muligt for museumsinspektør Simon Kyhn-Madsen at få hammerslaget onsdag aften.

Det er sjældent genstande med sikker provinsens fra Gammel Estrup kommer på auktion, så det er naturligvis spændende, når det sker og særligt når der er tale om et portræt udført at så kendt og dygtig en kunstner som Jens Juel, fortæller Simon Kyhn-Madsen, og fortsætter: Herregårdsmuseet arbejder hele tiden på at tilbagekøbe genstande fra Gammel Estrup, der i tidens løb – og særligt i forbindelse med auktionen i 1926 – er kommet væk fra herregården. Købet af dette billede var kun muligt takket være den støtte Inge og Asker Larsens Fond ydede museet, og den er vi meget taknemmelige for.

Maleriet viser prinsesse Louise Augusta (1771 – 1843), der formelt var datter af Christian VII og dronning Caroline Mathilde, selvom hendes biologiske far formentlig var Johann Friedrich Struensee. Hun blev gift i 1787 med hertug Frederik Christian af Augustenborg, og sammen fik de tre børn Caroline Amalie i 1796, Christian August i 1798 og Frederik Emil i 1800.

Portrættet er malet af den danske maler Jens Juel, der i slutningen af 1700-tallet blev en meget populær portrætmaler blandt kongefamilien og adelen. Han blev særligt kendt for sit fine håndværk, og portrætterne havde gerne en rolig opbygning, dyb farveskala, et smukt lys og en venlig og ligefrem personskildring. Det gælder også portrættet her, der langt fra er det eneste portræt Jens Juel malede af Louise Augusta.  

Med indkøbet af portrættet er en prinsesse vendt tilbage til Gammel Estrup, hvor hun nu indgår i museets samling, og kan ses og beundres sammen med museets øvrige portrætter. Hvor billedet har været siden det forsvandt fra Gammel Estrup og til i dag, ja, det er en helt anden historie.

 

Renæssancekoncert med Pantagruel

Vi arbejder i øjeblikket på at finde en ny dato.

Djurs Barok præsenterer gruppen Pantagruel, der synger og spiller renæssancemusik på Gammel Estrup. Gruppen består af Anna Maria Wierød, Dominik Schneider og Mark Wheeler, der med sang, citar, luth og fløjte vil spille musik fra en svunden tid.

Entré 100 kr.,

forudbestilling 8638 1377.

Dørene åbnes kl. 19.00

 

Herregårdsmuseet sprænger murerne

Med ansættelsen af Peter Hesselberg i stillingen som projekt-koordinator er første skridt taget til at nedbryde de tykke mure omkring Gammel Estrup – Herregårdsmuseet. Ved målrettet at synliggøre og aktivere det unikke kulturlandskab omkring den gamle herregård ønsker museet at udvide de gængse rammer for et museumsbesøg og inddrage det omkringliggende landskab i forståelsen af herregårdsmiljøets betydning for lokalområdet.

Se mere her!

 

Tinsoldater og silkekjoler

Hold vinterferie på Gammel Estrup og vær med til at støbe tapre tinsoldater – og en enkelt ballerina.  Når figurer kommer ud af støbeformen, skal de files fri for kanter og tinrester, og derefter kan de males.

På 2. sal i de flotte rum  er der kjoleværksted, hvor du med inspiration fra originale 1700-talsmønste kan male din egen kjole, eller klippe en herregårdens grevinder som påklædningsdukke med store kjoler til.

I herregårdens køkken er der fyret op i brændeovnskomfuret og husjomfruen byder på hjemmelavet kage og kaffe fra Madam Blå.

Det gratis at deltage i aktiviteterne, men det koster 10 kr., hvis tinsoldaten/ballarinaen skal med hjem.

 

Kjoleudstilling

Drømmekjoler og kjoledrømme

D. 20.marts åbner udstillingen Drømmekjoler og kjoledrømme med mange flotte kjoler fra perioden 1920’erne til 1950’erne. Kjolerne har tilhørt Astrid grevinde Ahlefelt-Laurvig, der boede på herregården Eriksholm fra 1936. Kjolerne, der er skræddersyet til grevinden, er syet i kostbare og eksklusive materiale som tyndt fransk blondestof til kraftigt fed helsilke, plisseret silketyl, silketaft, crepe de chine, silkeorganza, chiffon, helsilke atlask, broderi anglaise og florlette Chantilly kniplinger.

Udstillingen fortæller om modens udvikling og herregårdenes selskabsliv i perioden, men også en personlig historie om kjolernes bærer.

 

Västerhavets Kulturarv

 

Gammel Estrup - Herregårdsmuseet deltager i EU-projekt


Gammel Estrup – Herregårdsmuseet og Dansk Center for Herregårdsforsknings deltager sammen med museer og universiteter fra Sverige og Norge i det EU-støttede projekt "Västerhavets kulturarv".Projektet, der er delfinansieret af Den europæiske regionaleudviklingsfond ERUF igennem EU's program for Interreg IVA, vil undersøge 1700-tallets fælles nordiske tendenser og sætte nyt fokus på den hverdagsintegration, der prægede 1700-tallet og tiden forud for de moderne nationalstater. Udover Gammel Estrup - Herregårdsmuseet og Dansk Center for Herregårdsforskning deltager også Göteborg Stadsmuseum, Larvik kommune, Larvik Museum/Vestfoldmuseene IKS, Oslo Universitet og Göteborgs Universitet.

Projektperiode: 01.10.2009-30.12.2011
 

Se program for de enkelte weekender under Det sker.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Gammel Estrup
Randersvej 2
8963 Auning
Danmark
T (+45) 86 48 30 01
F (+45) 86 48 31 81
post@gammelestrup.dk