Kulturmiljø
Der er ofte fokus på de danske herregårdes hovedbygninger, mens kulturlandskabet og ikke mindst de ressourcekrævende haver i nogen grad bliver overset. Herregårdshaverne, som knytter bygningskernen sammen med det omgivende landskab, er i disse år et særdeles sårbart element.
EngeneTæt ved Gammel Estrup ligger store engområder, der strækker sig langs Alling Å. Oversvømmelser og frodig engvegetation har afløst hinanden i et uendeligt og tæt forbundet forhold. Åens vand oversvømmede periodevist engene og leverede de nødvendige næringsstoffer til god og rigelig enggræs. Effektivisering af landbruget gennem 1900-tallet ændrede de fugtige enge til produktiv agerjord. Dræning, inddæmning og regulering af vandstanden ved pumpning har været landbrugets redskaber til at udnytte disse marginaljorder.
Natur- og miljømæssige interesser for udnyttelsen af engene begyndte i 1990'erne og i september 2003 blev et stort miljøprojekt gennemført. Digerne, der havde adskilt å og enge, blev fjernet og drænene i engene brudt således at både åvand og udsivende vand fra landbrugsarealerne igen kan oversvømme engene og afgive nogle af de næringsstoffer, som det har med sig.
Haven fremtræder i dag i to afsnit adskilt af orangerierne. Den forreste del er et symmetrisk anlæg i barokstil med et springvand i midten. Denne del giver et indtryk af den civiliserede have, hvis ypperste formål var, at herremanden skulle kunne promenere i haven. Den bagerste del af haven bestod oprindeligt af et system af alleer samt en bosquethave. Også denne del af haven er renoveret, og i forårsmånederne blomstrer et væld af smukke løgplanter her. |
|
![]()