Museets opgave er at bevare bygninger og inventar, samt
bruge disse til at fremvise herregårdskulturen gennem tiderne.
Museet bebor herregården Gammel Estrup ved Auning og skal i det
omfang det kan lade sig gøre belyse herregårdskulturen ved hjælp af
husets oprindelige inventar.
Museet er et interiørmuseum, hvilket betyder, at samlingen er
opstillet på en måde, som illustrerer, hvordan en herregård kunne
have været indrettet til forskellige tider. Det er imidlertid
umuligt at rekonstruere Gammel Estrup fra ende til anden. I
forbindelse med familien Scheels salg af herregården i 1926 blev
hele herregårdens indbo sat på auktion. Efter museets oprettelse i
1930 har man forsøgt at genindsamle så meget som muligt, men en
total genskabelse er ikke mulig. Fortiden er væk, men med lidt omhu
kan vi give folk en fornemmelse for, hvordan herregårdslivet har
været i skiftende perioder.
Museet har til huse i herregården Gammel Estrups
hovedbygning, hvor det har ligget siden 1930. I 1969 flyttede Dansk
Landbrugsmuseum ind i herregårdens avlsbygninger fra Lyngby. De to
museer ligger side om side og samarbejder om blandt andet
billetsalg, men er to uafhængige institutioner. Gammel Estrup -
Herregårdsmuseet er en selvejende institution og Dansk
Landbrugsmuseum er et statsejet museum.