Kabinettet er grevens private værelse. Det er rigt udsmykket med bl.a. nyopsatte stoftapeter. Ved midten af 1700-tallet er det fortsat moderne med kostbare stoffer på væggene. Blot er mønstrene anderledes end tidligere, farverne lysere og stoffet indrammet af forgyldte trælister. Gulvet er malet som ædeltræsparket efter et originalt, malet parketmønster, der er fundet i rummet under gulvlister og paneler.
I løbet af 1700-tallet vækkes nysgerrigheden for verden omkring, og interessen for bl.a. naturvidenskab vokser. På mange herregårde opbygger man samlinger af for eksempel sten, konkylier, insekter, fisk og fugle. Samlingen her stammer fra herregården Bidstrup syd for Randers.