Portrættet af den 11-årige Jørgen greve Scheel er malet i 1729 af Gustav de Lode (1694-1742). Jørgen er eneste søn af Augusta og Christen Scheel og dermed enearving til et af Danmarks største godsimperier.
Han er malet foran Gammel Estrup, slægtens stamhus, og viser dermed sin tilknytning til herregården. På maleriet er den unge adelsmand iført lange sorte støvler, sølvsporer, lang hvidpudret paryk og en gul silkedragt.
Hesten er stillet an i en elegant hilseposition, og den 11-årige greve bærer både kårde og pistol. Han vender hovedet mod beskueren og kigger selvbevidst ned.