Kabinettet ved Rødestuen

Grevindens påklædningsværelse

I påklædningsværelset hjælper kammerpigen sin frue med at gøre sig klar til at træde frem i offentlighed.

Håret sættes højt og pudres hvidt eller dækkes af en kunstfærdigt opsat og pudret paryk. Ansigtet males med blyhvidt for at sikre en moderigtig, bleg ansigtshud. Rougen sørger for røde kinder. Under kjolens kostbare stof forstørres hofterne med puder og fiskebensskørter, mens korsettet gør taljen smal.

Blomsterduftende parfume fortrænger kroppens lugt, der bærer præg af begrænset vask og renlighed. Så er fruen klar til at præsentere sig i rollen som grevinden på Gammel Estrup med de rigt udsmykkede sale og gemakker som kulisse.