Da Augusta og Christen Scheel skaber deres pragtbolig på Gammel Estrup, ansætter de den holstenske maler Christian Ulrik Milan til at udsmykke panelerne flere steder i huset. Rødestuen er grevindens soveværelse og her er motiverne forbundet med natten.
I 1700-tallet betragtes natten som noget mørkt og truende, som man må beskytte sig imod. Det afspejles bl.a. i udsmykningen på døren ind til soveværelset, hvor to muskuløse vagter symbolsk beskytter rummet mod nattens farer. Den symbolske beskyttelse fortsætter i vinduesnichen, hvor alle motiverne forestiller personer med et beskyttende skjold.