Bliv klogere på herregårdens skovarbejdere, når Gammel Estrup inviterer til 1. maj i Skovarbejderhuset.
Åbent hus
Kig forbi den lille arbejderbolig i herregårdsskoven Lunden den 1. maj kl. 10-12. I huset har museets skovarbejderfrivillige kaffe på kanden og pandekager klar fra det lille brændekomfur.
Alle er velkomne - også daginstitutioner og skoler.
Guidet tur gennem skoven
Hvis du er frisk på en lille gåtur, så kan du gå med på en guidet tur fra p-pladsen gennem skoven og op til Skovarbejderhuset.
Museumsinspektør Anders Sinding viser vej og fortæller om skovarbejdernes liv og arbejde undervejs.
Turen begynder kl. 10 fra p-pladsen ved museet.
Herregårdens glemte arbejdere
Skovarbejderhuset fortæller historien om herregårdens jordløse arbejdere – en historie, der ofte er blevet overset i fortællingen om arbejderklassen.
Når man taler om arbejderne, så tænker de fleste nok på industriarbejderne i de større byer. Men et stort antal arbejdere har gennem tiden også været tilknyttet de danske herregårde, og indtil industrialiseringen i slutningen af 1800-tallet udgjorde herregårdene nogle af landets største arbejdspladser. Livet for herregårdens arbejdere; lugekoner og køkkenpiger, mark-og skovarbejdere, var slidsomt, og det beskedne skovarbejderhus ved Gammel Estrup vidner om de fattige kår, som de levede under.
Familien Brøsted i Lunden
I Skovarbejderhuset kan man se, hvordan en skovarbejderfamilie levede og indrettede sig omkring 1930. Huset blev oprindeligt bygget i 1929 som et af tre skovarbejderhuse i Lunden og er indrettet med køkken og dagligstue i stueplan samt et sovekammer ovenpå, dasset og huggehuset ligger udenfor, hvor man også finder en lille nyttehave. Udgangspunktet for formidlingen og indretningen af huset er familien Brøsted, der boede i huset fra cirka 1930 til 1950. Husets beboere bestod i 1930 af far Niels og mor Olga Mathilde samt deres fire hjemmeboende børn. Familien har således levet under relativt trange kår i det lille hus.
Praktisk
1. maj er Skovarbejderhuset bemandet kl. 10-12. Vi har kaffe på kanden, og vi fortæller historien om skovarbejdernes liv og arbejde.
Alle er velkomne. Det er gratis at deltage, men husk at tilmelde jer herunder, hvis I er en større gruppe eller hvis I vil gå med på den guidede tur.
Den guidede tur op til huset begynder kl. 10 fra p-pladsen ved museet. Turen er 2-3 kilometer lang.
Hvis man ikke kan gå turen gennem skoven, er der enkelte p-pladser ved Skovarbejderhuset samt på vigepladsen mellem huset og Gammel Estrup.