Lørdag den 5. september er der gratis adgang med masser af aktiviteter på Gammel Estrup og nabomuseet Det Grønne Museum.

 

Jagtridning

I samarbejde med jagtrytter Tessa Pultz inviterer museerne til historisk jagtridning, hvor ryttere i de karakteristiske røde jagtjakker og jagthorn skaber stemningen fra de historiske jagter.

Ridningen foregår helt tæt på publikum, så gæsterne får god mulighed for at opleve både heste, ryttere og traditioner på nært hold.

Rytterne rider ud fra museerne kl. 10.30, og jagtridningen afsluttes med den traditionsrige parade på gårdspladsen.

 

Aktiviteter på Gammel Estrup

På Gammel Estrup kan man gå på opdagelse i de mange historiske stuer og sale fra kælder til kvist og få historien om fortidens herskab og tjenestefolk. Blandt andet ved en række nye lyttestationer og aktiviteter på herregårdens første sal. 

Man kan også besøge det hyggelige herregårdskøkken, hvor køkkenpigerne i historisk dragt tager imod gæsterne og sælger kaffe og hjemmebagt kage direkte fra det store brændekomfur.

Udenfor kan børn prøve kræfter med ridderbanen, hvor man kan være med til ringridning på kæphest og blive slået til ridder af Gammel Estrup.

 

Aktiviteter på Det Grønne Museum

På Det Grønne Museum er årets tema æblet. Hele otte af museets frivillige laug viser, hvordan æblet har sat sit præg på dansk madkultur, håndværk og hverdagsliv gennem tiden.

Gæsterne kan blandt andet være med til at moste æbler, bage æbleskiver, smage æbleflæsk, æblekage og hjemmebrygget øl samt høre fortællinger om æbler i dansk folketro.

Samtidig viser museets frivillige gamle håndværk og traditionelle arbejdsmetoder frem, og børn og voksne kan blandt andet prøve at snitte en bue.

 

ELRO-dagen på Gammel Estrup og Det Grønne Museum er muliggjort af ELRO Fonden

 

Logo Elro-dage