I de to første uger af november, inviterer vi alle børn og barnlige sjæle til at se, om de kan klare en nat som vægter på Gammel Estrup.
Vægteren og den hjemsøgte herregård
Vægteren var i gamle dage ansat, til at passe på herregården om natten mens alle andre sov.
Han skulle både beskytte herregården mod tyveknægte og ildebrand, men når mørket lægger sig over en 700 år gammel herregård, så er der andre ting end tyve og brand at være bange for.
Den gamle herregård er nemlig hjemsøgt!
Lanterne og vægterur
Som vægter kan du lave din egen lanterne, du kan bruge, når du som en del af dit arbejde bevæger dig rundt på herregården for at sikre, at der ikke er ild i nogle af herregårdens ovne og pejse, og at alt ånder fred og ro.
Du får også udleveret et såkaldt vægterur. Hver time skal du sætte et mærke i vægteruret, så grevinden kan se, at du har været vågen hele natten.
Men det er lettere sagt end gjort, for på turen rundt i det gamle hus møder du hver time en af nattens sagnvæsner og mytiske skikkelser, der udfordrer dig på kløgt og mod!
Der er otte udfordringer rundt omkring på herregården. Løser du alle udfordringer og får stemplet dit vægterur alle otte gange, kan du deltage i konkurrencen om en gratis spøgelsesomvisning.
Praktisk
En nat som vægter foregår i museets almindelige åbningstid.
Det er gratis at være med til En nat som vægter, når entreen til museet er betalt.
Bare mød op i butikken på herregården, og få udleveret dit vægterur.
Det tager 1,5-2 timer at komme igennem hele vægter-sporet.