Der er masser af gris på menuen, når husjomfruen og køkkenpigerne på Gammel Estrup tilbereder klassisk julesul.

Før i tiden slagtede man altid en gris på herregårde som Gammel Estrup, når julen nærmede sig, for alle skulle spise godt i juletiden. Herregårdene var store og rige husholdninger, og både herskabet og herregårdens mange ansatte samt julegæster fra nær og fjern skulle brødfødes.

Julen var en festtid, og man skulle have rigelig og god mad. Forberedelser begyndte allerede i efteråret, hvor man syltede og henkogte frugt og grønt fra herregårdshaven. I ugerne op til jul tilberedte man så grisen, og det var et stort arbejde, for alle dele af dyret skulle bruges til de mange forskellige retter, og det hele blev tilberedt ved håndkraft uden moderne køkkenmaskiner.

Smag på retterne

I Herregårdskøkkenet kan man i anden adventsweekend købe håndmadder med forskelligt hjemmelavet grise-pålæg, så alle kan prøve at smage på retterne.

Det er også muligt at købe kaffe og kage bagt i det store brændekomfur - i denne weekend sælges kaffe og kage dog ikke fra køkkenet, men i julestuen i herregårdskælderen.

Har man mod på selv at prøve kræfter med husjomfruens arbejde, kan man besøge det særlige bageværksted, hvor børn og barnlige sjæle kan lave peberkagefigurer efter historisk opskrift.

 

Praktisk

Museet har åbent kl. 10-16. Entréen er 160 kr for voksne – børn under 18 år har gratis adgang.

Der er masser af juleaktiviteter på hele herregården. Se hele juleprogrammet.