Gammel Estrup inviterer til jul for herskab og tjenestefolk

Julen står for døren – også på herregården Gammel Estrup, hvor man kan opleve de julepyntede stuer og sale og se, hvordan både herskab og tjenestefolk forberedte sig til højtiden for godt 100 år siden, da den sidste greve boede på stedet.

Fra 24. november kan man opleve særudstillingen Jul for herskab og tjenestefolk, og hele herregården er pyntet smukt op til jul. Museumsinspektør Marie Aaberg Andersen fortæller:

”Før i tiden var det gartneren, der pyntede stuer og sale med blomster fra drivhusene og grønt fra haven. I dag er det Gammel Estrups frivillige blomstergruppe, der pynter op og skaber julestemning i hele hovedbygningen. I Spisestuen er der dækket op til herskabets julemiddag, og i Den Store Sal stråler juletræet. I stuerne kan man se, hvor grevefamilien drak kaffe efter middagen, før juletræet blev tændt, og man kan se, hvor børnene efter juletræsdansen nød deres gaver, og man sang julesange. Man kan også opleve, hvordan tjenestefolkene holdt jul. Man kan se, hvordan der er dækket op til julemiddag for folkeholdet og få indblik i, hvordan børnene på godset oplevede julen. Og så er der selvfølgelig gang i Herregårdskøkkenet i hele juleperioden, hvor man kan se husjomfruen fremtrylle julens bagværk på det store brændekomfur og servere kaffe fra den store Madam Blå kaffekande”.

I hele juleperioden er der desuden lavet et særligt børnespor, man kan følge gennem udstillingen, og de allermindste kan prøve nisseporet i herregårdskælderen.

 

Juleforberedelser på herregården

Udgangspunktet for julen på Gammel Estrup er historien om den vigtige og travle tid, som julen var på herregården for godt 100 år siden. Der var nemlig meget at gøre både for herskabet og ikke mindst tjenestefolkene, som måtte i gang med juleforberedelserne flere måneder før højtiden, fortæller museumsinspektøren:

”Tilbage i 1918 var den sidste greve, Christen greve Scheel, flyttet til Gammel Estrup og fejrede sin første jul på stedet. Det var en tid, hvor der stadig var herskab og tjenestefolk, og hvor der endnu blev ført stort hus på herregården, ikke mindst i julen, hvor grevefamilien var samlet, og man havde mange overnattende gæster. For herskabet gik juledagene efter juleaften med jagt, kaneture, julelege, juleselskaber og fester med nabogodserne, mens tjenestefolkene havde travlt med at gøre rent, redde senge, bære brænde og fyre op i de mange ovne, servere og slæbe vand til værelserne til vask og bad. I køkkenet skulle der både slagtes, brygges øl, bages og meget andet fra slutningen af november, så man havde virkelig travlt”.

Det var ikke kun i hovedbygningen, at herregårdens arbejdende folk havde travlt – også på avlsgården og i skoven var der juleforberedelser, og hvis man har tid til en ekstra gåtur ved sit besøg på Gammel Estrup, kan man ved selvsyn se, hvordan en arbejderfamilie holdt jul, hvis man besøger det lille skovarbejderhus, der ligger i skoven et par kilometer fra Gammel Estrup.

 

Adventsfornøjelser

I alle adventsweekender er der særligt gang i juleforberedelserne i det store hus, og der er skruet op for aktiviteterne for både store og små. Man kan blandt andet få sig en dans om det store juletræ i Riddersalen og synge julen ind med forskellige lokale kor, sangere og musikere. Og der er mulighed for at købe juletræer og julepynt af de lokale Lions Club Svaner samt hjemmelavede æbleskiver i Auning Spejdernes café.

Man kan også besøge juleværkstedet, hvor der i første adventsweekend koges herregårdsklejner og de sidste tre adventsweekender bliver afholdt bageværksted for børn.

I weekenden 5.-6. december er der særligt fokus på julemad, og man kan følge det store arbejde med at lave gammeldags julesul som flæskesteg, leverpostej og medister, og 20. december inviterer Gammel Estrup til traditionsrig julegudstjeneste og historisk julefejring som på den sidste greves tid.

 

Fakta

·         Jul for herskab og tjenestefolk på Gammel Estrup er 25. november-23. december samt 27.-30. december. Tirsdag-søndag kl. 10-16.

·         Alle dage kan man opleve juleudstillingen og besøge Husjomfruen i Herregårdskøkkenet, mens de mindste kan følge børnesporet og nissesporet.

·         I adventsweekenderne er der klejnekogeri/bageværksted, julekoncerter, julestue og boder med juletræer og julepynt samt æbleskivesalg.

·         Entré til museet er 160 kr. for voksne – børn under 18 år går gratis ind. Billetten gælder også til nabomuseet Det Grønne Museum.

 

Se hele juleprogrammet