November (u)hygge: Gammel Estrup inviterer gæster med på vægterens rute

Kan du overleve en nat som vægter?

På Gammel Estrup Danmarks Herregårdsmuseum kan man i de første uger af november blive udfordret på både mod og nysgerrighed, når man indtager rollen som herregårdens vægter. Man udstyres med et særligt vægterur, og slippes derefter løs på herregården, hvor man gennem otte udfordringer skal prøve kræfter med historiske sagnvæsner og mytiske skabninger.

Det foregår vel at mærke om dagen i museets almindelige åbningstid, men med novembermørket, stemningsfulde fortællinger og uhyggelige roelygter, vil museet give de besøgende følelsen af at vandre rundt på herregården som den historiske vægter, der om natten, mens alle andre sov, skulle beskytte herregården mod tyveknægte og ildebrand, ja, og nu det overnaturlige. Museumsinspektør Anders Sinding fortæller:

”Enhver ved jo, at når mørket falder på, så vrimler det frem med spøgelser og sagnfigurer på de danske herregårde. Med vores særlige oplevelse i november får man som gæst mulighed for at træde ind i rollen som vægteren på herregården, der jo rent faktisk var vågen om natten og dermed havde mulighed for at opleve lidt af hvert. Som vægter kommer man til at stifte bekendtskab med nogle af de danske herregårdes klassiske myter, blodpletter og gale alkymister, men også andre og mere ukendte fænomener, som for eksempel magiske ritualer, pinlige forhør og forheksede tårnure”.

 

Vægteruret

Man møder ind i museets butik og får udleveret sin egen udgave af et såkaldt vægterur. Uret fungerer som vejviser, der leder deltagerne rundt til otte udfordringer på museet, som skal løses én ad gangen. Ved hver udfordring gemmer der sig et stempel, der skal bruges på vægterurets drejeskive.

”Vægteruret var det ur, grevinden gav til vægteren om aftenen, når han mødte ind, og som han hver time skulle stemple, imens han sang et nyt vers af den særlige vægtersang. Så kunne grevinden om morgenen tjekke, om han havde været vågen hele natten for at passe sit arbejde. Det kunne for eksempel være med en særlig nøgle, at stemplet skulle sættes. Til november gemmer der sig således otte forskellige stempler på herregården. Stemplerne findes ved hver sin sagnfortælling, og finder du frem til alle fortællinger og får stemplet dit vægterur alle steder, har du overlevet en nat som vægter”, forklarer Anders Sinding

Rundt på vægterens vandring, der understøttes af lyd og forskellige opsætninger, kan man finde støtte i lyset fra særlige lanterner, man har mulighed for at lave i herregårdens kælder, inden man påbegynder turen.

Når sidste vers af vægtersangen er sunget, og alle udfordringer er løst, afleveres uret i butikken igen, drejeskiven udfyldes med navn og adresse, og man deltager i konkurrencen om en gratis spøgelsesrundvisning. Hvis altså man overhovedet kan overleve en nat som vægter?

Hent pressemeddelelse (pdf)