Unikt samarbejde mellem Gammel Estrup, Egeskov og Selsø Slot ser dagens lys

Nyt samarbejdet er blevet etableret for at styrke formidlingen af de danske herregårdes historie over hele landet.

Det er tre meget forskellige partnere, der har fundet sammen i det nye samarbejde, men det er netop forskelligheden, der er samarbejdets styrke, fortæller Kasper Steenfeldt Tipsmark, der er museumsdirektør ved Gammel Estrup Danmarks Herregårdsmuseum og initiativtager til projektet:

”Gammel Estrup bidrager med høj faglighed på det herregårdshistoriske område, og Egeskov bringer et stærkt kommercielt mindset til samarbejdet, mens Selsø giver nye formidlingsmæssige udviklingsmuligheder. Det er win-win for alle parter. Og så ligger de tre steder strategisk placeret i Jylland, på Fyn og på Sjælland, så vi tilsammen dækker nationalt. Ved at gå sammen højner vi kvaliteten af formidlingen, vi gør hinanden stærkere og publikumstilbuddet bedre, og i sidste ende får vi herregårdshistorien ud til flere danskere. Det taler direkte ind i vores opgave som Danmarks Herregårdsmuseum”, siger han.

 

Tjener-chaufførboligen Egeskov Gade 10

Det nye samarbejde består af erfaringsudveksling og sparring, men også helt konkrete formidlingsinitiativer, der kommer publikum til gavn. Samarbejdet har således affødt et udstillingssamarbejde omkring den gamle tjener-chaufførbolig på Egeskov. Her skal Gammel Estrups forsknings- og udstillingsafdeling hjælpe med at føre huset tilbage til efterkrigstiden, hvor det var bolig for en familie, der var ansat på godset.

Gennem et stemningsfuldt interiør vil besøgende kunne opleve, hvordan tjenerchaufføren og hans familie boede i nærheden af slottet, i en tid hvor godserne stadig udgjorde små minisamfund med mange ansatte, der boede og arbejdede på herregården.

”Gammel Estrup har stor erfaring med at fortælle historien gennem interiørudstilling i autentiske miljøer, og de erfaringer ser vi frem til at få i spil, når vi sammen skal indrette tjener-chaufførhuset på Egeskov. Her kan vi fortælle en vigtig historie, som vi ikke før har haft fokus på. Og mon ikke vi til gengæld kan lære Gammel Estrup et og andet om oplevelsesøkonomiens store potentialer,” fortæller greve og ejer af Egeskov slot, Michael Ahlefeldt-Laurvig-Bille, der forventer, at tjener-chaufførboligen kan åbne i løbet af sommersæsonen 2027.

 

Gammelt slot i ny udvikling

Allerede fra 2027 bliver der også udviklet undervisningsmateriale til Selsø Slot, og senere skal udstillingen på slottet fornys med hjælp fra Gammel Estrups formidlingsteam:

”Vi er meget glade for at indgå det her samarbejde. Det giver os mulighed for at trække på Gammel Estrups store historiske viden og kompetencer indenfor formidling til forskellige brugergrupper, så vi kan udvikle Selsø til en stærkere attraktion og skabe bedre oplevelser for flere i de kommende år”, siger Iben Bækkelund Jagd, der er bestyrelsesformand for Den Plessenske Selsø Fond, der varetager Selsø Slot.

I første omgang har Gammel Estrup, Selsø og Egeskov forpligtet sig til samarbejdet i tre år, men tanken er, at det skal fortsætte så længe der er formidlingsprojekter og relevante historier, der skal fortælles om de danske herregårde.

 

Hent pressemeddelelse om det nye formidlingssamarbejde